General-forsamling 2019

Bestyrelsens beretning

2018 har været et fantastisk år for Jensen-Klubben! Vi havde det bedst tænkelige kørevejr og så har der været en dejlig tilgang på15 medlemmer, så vi nu er oppe på 43 (heraf 2 passive). Et stort velkommen til jer nye medlemmer. Tilgangen skyldes ikke alene sidste generalforsamlings-beslutning om kontingentfrihed, men også at klubben ved sine aktiviteter, har mødt potentielt interesserede. Det kunne have været under ’Jensen på tur’, på Kastellet i Kbh, Græsted Veterantræf eller Gavnø, samt på diverse dækspark-arrangementer rundt om i landet: Næstved, Roskilde, Helsingør, Gilleleje, Fredericia, Middelfart eller hvor det nu kan være.

I den forbindelse kan det være relevant at nævne, at Jensen-Klubben nu er optaget i ’Netværk for engelske bilklubber’, som holder to møder om året. Ved disse møder drøftes emner af fælles interesse. Et initiativ vi lige nåede at komme med i, var en promotionsfolder, som er tiltænkt interesserede folk, som man møder ved diverse bilarrangementer. Hver deltagende klub har hver sin ’reklameside’ – primært med kontaktoplysninger. For vores lille klub, er det en kæmpe fordel, at flere tusinde af disse omdeles af de andre klubber – en sådan eksponering ville vi aldrig selv have kunnet skabe!

Som nytilkommen i ’Netværk for engelske bilklubber’ fik vi tildelt værtskabet for seneste møde, som blev afholdt d. 9/3-19. Vi havde inviteret Johnny B. Rasmussen sekretær for Motorhistorisk Samråd (MhS) til at fremlægge deres forslag til ændring af registreringsafgifterne på veteranbiler. Det væsentligste budskab var, at biler ældre end 70 år ikke skal betale afgift overhovedet, mens afgiften skal sættes op fra 40 til 50 % for biler mellem 35-40 år. MhS har nemlig af ministeren fået den bundne opgave, at det årlige provenu til staten skal fastholdes på de ca. 21 mill. kr/år. Desværre viser beregninger, at MhS´s forslag rammer 5 mill. kr for lavt, hvorfor det må forventes at afgiften for de yngste biler sættes endnu højere. Jensen-Klubben er ikke medlem af MhS og har derfor ingen indflydelse på det videre forløb, men bestyrelsen bifalder ikke forslaget. Det kommende valg vil givetvis være afgørende for, om forslaget bliver en realitet.

MhS viste også nogle tal: I perioden 2015-17 betalte 5 Jensenbiler i alt ca. 140.000 kr i afgift. Vi kender umiddelbart til de to – hvem var de andre mon? 

’Jensen på tur’ gik til Djursland og var, ikke alene på grund af de smukke omgivelser og vejret, en stor succes, og det var glædeligt, at også helt nye medlemmer deltog og hurtigt blev integreret i ’familen Jensen’. Stor tak til Helle og Kaj for dette arrangement.

Også til udlandet kom en lille gruppe af klubbens medlemmer, idet de ultimo september deltog med 4 biler i den hollandske klubs efterårsarrangement. Så vidt det forstås, så var der ikke noget vi kunne lære herfra i forhold til ’Jensen på tur’ – men turen var god og hyggelig.

Selvom intentionerne har været gode, så er der i det forløbne år desværre ikke sket nogen udvikling mht. klubbens digitalisering, men bestyrelsen håber stadig på, at et medlem med tid og indsigt i slige sager en dag melder sig på banen. Et alternativ vil være at betale for at få løst opgaven, men det vil nok kræve, at kontingentbetaling genindføres, hvilket bestyrelsen for nuværende ikke vil anbefale.

Referat fra GF 13/03 2019

Generalforsamlingen afholdtes som sædvanlig hos Bodil og Vagn, Køge. Der var 16 fremmødte medlemmer.
Dagsorden i følge vedtægterne.

  1. Valg af dirigent
    Bestyrelsen foreslog Poul Jensen, som blev valgt
  2. Bestyrelsens beretning ved formanden – se ovenfor.
  3. Godkendelse af regnskab og fastlæggelse af kontingent.
    Fritz fremlagde regnskabet, hvoraf det fremgik, at vi havde et lille overskud på 1.780,25 kr., hvilket giver en kassebeholdning på 22.104,35 kr. Dette på rods af, at vi sidste år valgte at at fjerne kontingentet. Der er dog som formanden berettede kommet 13 nye medlemmer til, som har indbetalt indskud. Regnskabet blev herefter godkendt.
  4. Valg af bestyrelsesmedlemmer, revisor og revisor suppleant.
    Alle bestyrelsesmedlemmer (Niels-Erik, Fritz, Lars og Kaj) modtog genvalg, på nær John Høeberg, der efter at have siddet i bestyrelsen fra klubbens oprettelse i 2006 og i den tidligere Jensen klubs bestyrelse, ønskede en pause. John fik stor tak for sin lange tid i klubarbejdet, og fik herefter overrakt en erkendtlighed som minde herom.
    Som nyt bestyrelsesmedlem blev Poul Jensen valgt.
    Som revisor blev Palle genvalgt, og som sidste år accepterede generalforsamlingen, at vi p.t. ikke har nogen revisor suppleant
  5. Aktivitetsplan
    Bestyrelsen havde aftalt , at vi i år skulle til Møn på vor årlige tur.
    Kaj har undersøgt mulighederne for overnatning på Møn, og har ikke fundet noget sted, der har plads til os alle, hvorfor turen flyttes til Lolland.
    Det vil som sædvanlig foregå sidste weekend i juni (28-30/6).
    Der vil snarest blive udsendt indbydelse med oplysninger om overnatning og pris.
    Hvis der er nogen medlemmer, der har forslag til spændende attraktioner modtages de gerne.
    Gavnø finder sted 16/6 og vores medlem Thomas Bak Hansen er blevet tovholder for turen, vi skal dog selv melde os til.
    Charlottenlund finder sted 2/6 og her er Lars Villemoes tovholder, og han arrangere gerne grill party hjemme i hans have, efter mødet.
    Den 5/6 er der rally for 2 generationer med mødested på havnen i Skovshoved – mere herom senere.
    Derudover er der som sædvanlig Kastellet 5/5, Paradekørsel til Bakken 11/5, samt dækspark alle de kendte steder, hvor vi kan vise vores køretøjer frem.
  6. Indkomne forslag
    Bestyrelsens udsendte forslag til ændring af vedtægternes § 11 blev vedtaget. De nye vedtægter udsendes sammen med referatet.
  7. Eventuelt
    Poul foreslag at klubben skulle melde sig ind i MhS (Motorhistorisk Samråd), for derigenenm at kunne få indflydelse i de vedtagelser som de måtte komme frem til. Bestyrelsen vil tage emnet op på bestyrelsesmøde, undersøge fordel og ulemper og så må næste års generalforsamling afgøre om det er de 23 kr./år/medlem værd.
    Niels-Erik fortalte om MhS’s forslag til ændring af afgifter på kommende importererede veteranbiler, hvor MhS ønsker afgiftsfrihed for helt gamle veteranbiler over 70 år og afgiftsforhøjelse på biler mellem 35-40 år fra 40 til 50%. En noget uretfærdig afgørelse da inflationen ikke er medregnet.
    Poul fortalte om en anden bilklubs omkostning for at få lavet en hjemmeside (120.000 kr.), hvilket vi slet ikke ville kunne finansiere.
    Mie foreslog igen, at vi skulle gå over til Facebook, vi mangler dog en person der kan arbejde med dette, så skulle der være en blandt medlemmerne, der kunne påtage sig dette, modtager vi det gerne.